Jeg Hedder Birgitte Rosenkilde, er årgang 1961, og dermed også en kvinde i sin bedste alder, nemlig 52 år. Jeg er gift med Carsten på ottende år, og er “papmor” til hans søn Martin på 24. Da jeg lærte Carsten at kende var han en lille knægt på bare 10 år. Han havde boet alene med sin far siden han var fem år, men jeg blev meget hurtigt accepteret. Og den dag i dag, hvor han er en voksen ung mand, er det stadig sådan.
Jeg er uddannet børnehavepædagog, og arbejdede som sådan i 12 år. Men efter en lang proces og mange overvejelser, følte jeg det var på tide at tage mit arbejdsliv op til revision og gå nye veje.
Efter arbejdsprøvning på et plejehjem samt udredning ved en neuropsykolog (og dermed følgende diagnose der hedder ”kognitiv dysfunktion”) blev jeg i en alder af 43 år tilkendt flexjob. Det er nok noget af det bedste der er sket for mig. Men samtidig var det også en lang proces og der var mange kameler der skulle sluges, før jeg accepterede, at jeg ikke kan klare det ordinære arbejdsmarked længere. Samtidig var det en kæmpe lettelse, da der jo ligesom var en forklaring på manglende overblik og misforståelser af beskeder, selvom jeg selv var overbevist om, at jeg havde forstået det rigtigt.
Mit arbejde i børnehaven blev mere og mere uoverskueligt. Jeg havde svært ved nye rutiner, følte mig ofte stresset, selv om jeg faktisk havde været ansat som pædagog i den samme børnehave i næsten 12 år. Heldigvis havde jeg en god leder, som bakkede mig op og hjalp mig igennem hele forløbet fra start til slut. Og selvfølgelig var det trist at forlade børnehaven, ens faste base gennem mange år, men samtidig var jeg ikke et sekund i tvivl om at det var det rigtige for mig, da alle brikker langt om længe faldt på plads.
Efter at havde fået tilkendt flexjob, skulle jeg også gerne have et job hvor mine skånehensyn blev tilgodeset. D.v.s. min højde, dårlige hørelse og ikke mindst de kognitive udfordringer med at tingene skulle være gennemskuelige og forudsigelige, og ikke være tvunget til at skulle have det store overblik.
Det siger sig selv at et sådan job hænger ikke på træerne. Og jeg var da også ude i at afprøve forskellige muligheder, såsom arbejde på fabrik, på et børnehjem, og et vaskeri, inden min jobkonsulent fandt et job, der kunne matche mine behov og skånehensyn. Men det kan lade sig gøre, selvom jeg gik arbejdsløs i næsten to år. Det var nødvendigt at mobilisere en god portion tålmodighed og optimisme, da det så sortest ud.
Så jeg vil slutte min lille historie med at fortælle, at jeg nu er på rette hylde jobmæssigt. Jeg kan stadigvæk bruge mine pædagogiske kompetencer. Det flexjob, jeg er ansat i, er på et kommunalt kursuscenter i Assens kommune der hedder ”Kompasset”. Her har alle de de ansatte servicemedarbejdere en eller anden form for psykisk funktionsnedsættelse. Deres arbejde består i at servicere kursister med kaffe, the, vand, morgenmad, frugt, kage mm. Mit job består så i at guide, f. eks. hvor mange kander kaffe og the der skal laves, hvor mange kopper og glas der skal bruges o.s.v., o.s.v. Kort fortalt går jeg ind og hjælper, hvor der er behov for det.
Jeg håber i kan bruge det derude, for det er sådan mit liv ser ud lige nu anno januar 2014, og det er jeg ærlig talt godt tilfreds med.
Fra en kvinde i sin bedste alder
Birgitte Rosenkilde
